Mor til Mor

Hidsig, stridbar og sur det ene øjeblik.
Filosofisk, kærlig og klog det andet…….som mor til en 4 årig kan det være svært at følge med.
Men fat mod, din lille kamæleon er bare ved at blive sig selv.

Hvem kender ikke det at døren smækkes bag et fornærmet tøsebarn?
Eller mælkeglasset ryger på gulvet fordi du mod hans minimajestæts vilje hældte op til ham.
Og ordet “fuck”, som du ikke lige ønskede at høre dukker op.

På den ene side er det jo skønt at ens barn vil vide alt om universet, solen og månen.
Fra den ene yderlighed til den anden – og så tilbage igen……hvad er det lige der sker for de 4 årige, det er lidt teenageagtigt!

Man kan sagtens sammenligne 4 årige med puberteten.
Det er to selvstændighedsaldre, hvor dit barn skal finde ud af hvem han/hun er og vil være, fortæller børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Selvstændighed, vil vi jo alle gerne have i vores børn. Men fornemmelsen af at måtte gå på listefødder hele tiden for ikke at udløse surhed eller vrede er ikke rimeligt.
Men hvis man forstår hvorfra den lille teenagers vrede kommer fra kan man som forældre bedre tackle ham/hende.
Det som mor eller far opfatter som urimeligt, har en helt rimelig forklaring: Dit barns udvikling.
- Den 4årige er begyndt at have sine egne tanker og kunne lægge sine helt egne planer. Lige fra han/hun vågner om morgenen, er der tanker om hvad han/hun skal idag.
Der skal bygegs hule, leges med dukker, cykles, på lejepladsen m.m
Vi forældre kender ikke de tanker, men det ved dit barn ikke. Barnet er stadig egocentrisk og kan ikke sætte sig ind i at I forældre har andre tanker end ham/hende. Derfor bliver han/hun tosset når planerne går i vasken.

Okay, alle forældre kender jo godt til raserianfald fra deres 4 årige.
Men den 4 årige har så meget mere sprog at gøre godt med, også af den ikke ret kønne slags, som han/hun bruger med forskellige formål, herunder at se hvordan de voksne bliver sjove i hovedet eller at udtrykke sin vrede.
- Når dit barn siger “fuck”, “pik”, “luder” , ved han/hun ikke hvad han/hun siger, kun at han/hun siger noget grimt for det kan han/hun se på jer forældre og så skal det naturligvis prøves af.
Margrethe Brun hansen understreger at jeres barn skal have at vide, helt fra lille at man ikke skal bruge ordene offentligt, fordi folk bliver vrede og kede af det, og råder jer forældre om at se ind bag ordene.
Hvis barnet kalder dig “lortemor” – skal det oversættes til “jeg er vred på dig mor” – prøv at tage barnet ind i hjertet, være nysgerrig og spørge oprigtigt til hvad han/hun er vred over.
Dermed ikke sagt at man skal give efter for alle barnets ønsker. Men den lille “solkonge” har brug for at blive vejledt i, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan – men giv ham/hun plads til at udtrykke sig og danne det selvbillede, han/hun er så godt i gang med. Ikke mindste i samspil med vennerne.
Husk at barnet nu har et liv du som forældre ikke kender til, måske vil han gerne have en Buzz Lightyear-figur, hun en barbie dukke, fordi vennerne i børnehaven har det og det giver plads i gruppen – ikke fordi han/hun “altid bare vil have legetøj” – så prøv at være nysgerrig overfor barnets motiver.
Jeg kender det selv fra min egen søn, der nu er 7 år, hvormeget han nu spørger til om han må eje, fordi så har han de samme ting som vennerne.

Noget af det som 4 årige og teenagere har tilfælles er, at de driver deres mødre til vanvid.
Når man som mor for 20. gang har gjort noget helt “forkert” og der blevet kaldt lortemor, er det du høre dig selv råbe “så hold dog op med at råbe!” ellers har rungen i ørerne efter braget fra den dør du selv har hamret i.
- Mange gange sker det jo, fordi man som mor har slugt for mange kameler.
Man er gledet af og gledet af og så koger det hele over.
Så tag hellere konflikterne, der opstår, når de opstår.
Det er iorden at blive vred så længe man som mor holder det på egen banehalvdel og siger ” jeg er vred” og ikke “du er da også kropumulig”.
Er det alligevel kommet dertil, for det gør det engang imellem – så gå hellere din vej for at køle af. Nåede du det ikke i tide så sig undskyld – men gør det ikke til en vane hvergang I har været i konflikt.
konflikter er okay, ja faktisk nødvendige for at dit barn kan finde ud af hvordan han/hun skal være i verden.

Det kan godt lyde lidt som om livet med en 4-5 årig er én lang kamp, men sådan er det langtfra.
Ligesom “ægte” teenagere begynder også den lille aspirant at stille store, filosofiske spørgsmål om livet. Det er sjovt at være med til.
Indtil nu har dit barn levet i en naiv verden, men nu begynder det for alvor at undre sig.
“følger månen med os for jeg kan se den både hos mormor og herhjemme?” – “findes der onde mennesker?”. “hvorfor skal vi dø?”. Det er en meget eksistentiel alder og fordi barnet vil afkræve dig svar på sine spørgsmål, er det en kæmpe chance for selvstændigheden.

Har du tjek på teenageren?

• Giv slip: tænk over hvad barnet selv kan og lad barnet gøre det.
  Du vil jo egentlig gerne have han/hun selv kan hælde mælk op eller binde sine sko ikk´?
• Kom barnet i møde: Kom du til at gøre noget han/hun ville have gjort?
  Anderkend at det betyder noget for barnet og tilbyd at gøre det om – det gør dig ikke til en fiasko som mor.
• Hold fast: Nogle ting bestemmer du, fordi du ved bedst, feks om man må få ballerinasko på når det styrter ned. Dit barn bliver rasende, men det er okay.
• Tag konflikten: Hvis du sluger alt for mange kameler, kaster du op til sidst. Det er bedre at tage konflikten om gummistøvlerne her og nu i garderoben end at bide irritationen i sig – for så at eksplodere over lego på gulvet når I kommer hjem.
• Tjek dig selv: Er du et godt spejlbillede for dit barn?
  Børn reagere ved at skrige når en voksen er voldsomme i tale eller kropssprog. Det er svært at styre sig, men du kan godt. Bliv på egen banehalvdel, flyt dig selv fra situationen hvis du bliver for hidsig og sig undskyld hvis du går for vidt.

Jeg er selv igennem kampen med min datter nu, men ved nu at det går over og bliver bedre med tiden ;)

Held og lykke med jeres 4 årige teenagere.

Kram Betina ✿

Kilde: vores børn